På den gamle bøgestamme stikker nogle hovformede, hårde frugtlegemer frem. Tøndersvampe. Har intet med den sønderjyske by at gøre. Kaldtes i gamle dage Zünden-svampe, altså optændingssvampe. Svampens indre dele er gode som gnistfanger og til at gløde og derfor også som ildstarter. Den verdensberømte ismand fra Alperne, Ötzi, havde lidt af denne svamp - samt lidt pyrit som gnistgiver - som et stenalderfyrtøj i en af sine lommer, da han døde for 5300 år siden.
Den gamle birkestamme er faldet sammen; - frønnet, barket og ældet. Halvvejs nede i sumpen lyser barkens hvide farver som en dejlig kontrast til den våde skovbund.
Overskyet, vindstille, diset og stadigvæk højtryk.
Livet siver fra sivet. Det rækker op i den kolde vinterluft, men det rør sig ikke, - venter kun på at forsvinde fra overfladen; for derefter at spire op igen fra bunden. Denne tot siv er i hvert fald 16 år gammel.
En sjælden, blid og lys morgen. Den askegrå fisker er igen tidligt på arbejde. Lidt vranten og med grov og hæs stemme. Var der mon julefrokost i går i fiskerlauget ?
Stadigvæk højt højtryk, 1042 hP; - man kan næsten mærke luftsøjlens overvægt.
Så er der kun 8 dage til vintersolhverv. Det er som om de nøgne træers længsel efter solen stråler ud fra de sorte silhuetter. Overskyet, vindstille, 1044 hP og køleskabskoldt.
Tirsdag morgen. En næsten typisk decembermorgen; - regnen glimrer med sit fravær. Den blågrå time inden solopgang. Gadelys, billys og julelys stråler ind i den vindstille natur.