28/09/2020

Efterår

Efterårets motiver, farver og stemninger ved Bagsværd Sø.

Nyd årstidens fotos ved at klikke på foto eller her.

20/07/2020

4.000.000 meter

Så har jeg rundet de første 4000 km på el-cyklen!

30/05/2020

Grus på vejen og i maskinen

Vores sidste cykeldag begyndte kl 10 på Langø i det bedst mulige vejr.
Foran os havde vi 36 km grusvej på toppen af det syd-lollandske dige.
En del store vindmøller stod langs diget, blandt andet her ved Gottesgabe.
Vi var i lang tid de absolut eneste trafikanter på diget.
Her er vi så på en af de meget sjældne selfies.
Det er Lasse og Karens digesommerhus i baggrunden.
Efter to timers cykling holdt vi en times frokost og afslapning, så vi kom lidt i skyggen for den brændende sol.
Det eneste sted, hvor vi skulle dele diget med biler, var ved Kramnitze. Stednavnet stammer fra venderne, som her havde en havn og en landsby for 900-1000 år siden.
5 km vest for Rødbyhavn passerede vi Lalandia (som er corona-lukket).
I det halvdøde og meget kedelige Rødbyhavn gjorde vi et pit stop midt på eftermiddagen ved Dagli'Brugsen ...
... og kørte derefter hen til Rødby Færge station, der ligner noget overgroet Tjernobyl-agtigt.
Det ligner en spøgelsesstation, og det viste sig da også, at vores planlagte tog, hvortil vi havde pladsbilletter, var blevt aflyst et par timer forinden. Alternativ service: Togbus; som ikke medtager cykler !! – Det var jo grus i vores ellers velsmurte maskine.
Efter forhandling med den pragmatiske og venlige togbussemand puttede vi vores cykler og baggage ind i bussens underetage og blev kørt til Nykøbing Falster. Her kom vi og vores habengut endelig på skinner, og efter 3.5 times rejse med DSB kunne vi endelig svinge ind på matriklen i Bagsværd, – efter 581 km på Østersøruten.

29/05/2020

Ø hop

Medens vi denne smukke majmorgen ventede i Marstal havn på færgen, brugte vi lidt tid på Hans Krulls kunstværk til minde om de 84 marstalboere, som mistede livet under 2. verdenskrig. Marstal sogn blev det sogn i Danmark, som led det største tab.
Færgen kom – og gik igen med os ombord.
Det store hvide hus til højre var "Udsigten", hvor vi tilbragte en dejlig aften og nat.
Inden længe tonede Rudkøbing frem for østenden af Langelandsbroen.
Dagens ø nr. 2: Langeland. Rudkøbings bysbarn H.C. Ørsted tog imod på Apotekertorvet.
Vi trillede hen ad Ramsherred, en af Rudkøbings mange hyggelige gader ...
... og kørte tværs igennem Ørsted-parken, hvor de lokale grønfrø-hanner i dammen kvækkede på livet løs.
To ellert-limousiner dannede fortrop for os ud gennem Rudkøbings nordlige forstad.
Ude på landet var der så dejligt, den knæhøje persille stod i blomst, og svalerne kvidrede.
. . .
Nå, inden vi vidste af det, kørte vi ombord på færgen i Spodsbjerg og satte kursen over bæltestedet til Tårs på Lolland; dagens ø nr. 3.
Efter 15 kilometer på lande-, mark-, grus- og skovveje nåede vi Nakskov ...
... hvor vi købte mad til resten af dagen og i morgen.
Derefter endnu 15 km på en lækker, men øde grusvej på diget langs Nakskov Fjords sydside.
Ja, Lolland er flad som en flad pandekage !
Dagens etape sluttede på Langø (Dagens ø nr. 4), en idyllisk landsby med en lille aktiv havn længst mod vest på sydsiden af Nakskov Fjord. Langø var en ø, indtil diget i 1870 gjorde den landfast med Lolland.
Efter i alt 48 km har vi nu indlogeret os i Langø i en B&B, der også hedder "Udsigten". Det er huset til højre i billedet.
Og her er udsigten direkte fra det store gavlvindue i vores dejlige logi.
. . .
Vi fejrer på behørig vis denne sidste aften på vores cykel-odyssé under corona-pandamien. I morgen lægger vi ud på den sidste etape, der slutter efter 36 km på togstationen i Rødby Færgehavn. 

28/05/2020

Ær Ø

Under en tindrende forårssol lagde vi Sønderborg bag os ...
... og nød de velanlagte, brede – og undertiden blomstersmykkede – cykelstier ud af byen.
Turen til Fynshav færgehavn førte os bla. forbi den 900-årige Notmark kirke, som dels er særpræget med sit hærdebrede tårn (der blev bygget som en fæstning til værn mod de hedenske vendere, der i 1100-tallet hærgede de danske kyster) ...
... dels har kirken en ualmindelig smuk præstegård som nabo.
Vi spiste vores friluftsfrokost i Fynshav færgehavn, medens vi ventede på "Ellen", den nye lækre el-færge, som sejlede os til Søby.
Der var meeeget god plads ombord til de ret få passagerer, og vejret var super fint !
Vi steg i land i Søby ved Ærøs nordende og cyklede en zig-zagget rute i det smukke landskab til Ærøskøbing.
Ærøskøbing har mange nuttede brolagte stræder og nysselige små byhuse.
Der gøres meget i at have nydelige hoveddøre i byhusene.
Vi tog et pitstop på Torvet i Æ-købing ...
... og smovsede dansk sommerlagkage til to kopper god kaffe.
Anders Christensen Arrebo levede et interessant liv på Christian den 4.'s tid. Arrebo anses for den danske kunstdigtnings fader. Man bør læse nogle udpluk fra hans barokke levned via dette link da.wikipedia.org/wiki/Anders_Arrebo
Med lagkagen som brændstof cyklede vi de sidste 12 km til Marstal ad den meget skønne cykelrute helt nede ved kysten.
Vi er nu i Hotel "Udsigten" på Rolighedsvej i Marstal og nyder den allerdejligste aftensol over det azurblå Sydhav.
I morgen tidlig tager vi færgen fra Marstal til Rudkøbing, derfra videre til Spodsbjerg og så endnu en færge til Lolland. Vi får se, hvor vi ender, når morgendagen er gået.
. . .
Vi har nu 487 km bag os siden starten i Nyborg.

27/05/2020

Fridag

Vi kunne have ligget på en lade side hele dagen, men kl 10:30 tog vi afsted fra vores pensionat på en afslapningstur langs Sønderborgs Sønderskovs sønderkyst.
Østersøruten er igen lagt gennem et yndigt landskab, hvor brede bøge nær salten østerstrand spejler sig i bølgen blå ... etc etc. Adam Oehlenschläger ville nok have frydet sig over cykelruten.
Via Høruphav, Hørup Kirkeby og Mjang kom vi til hertugbyen Augustenborg. Slottets hovedbygning og en del af byens huse er fra 1770'erne. Den sidste hertug (Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg) og hans emsige lillebror (Frederik Emil August, prins af Nør) forsvandt fra slottet i 1848 og blev efterfølgende dømt for landsforræderi mod Danmark, da de begge iværksatte oprør mod den danske konge. Sidenhen har slottets mange bygninger været brugt som feltlazaret, kvindeseminarium, kaserne og sindsygehospital. Nu holder Landbrugsstyrelsen til i nogle af bygningerne.
Vi fandt et smukt og varmt sted, hvor Augustenborg skov mødte fjorden. Her holdt vi en times pause. Eva læste og Henning fotograferede.
Det her er et snapshot af noget vandkantsdanmark på en forårsdag.
. . .
I morgen torsdag cykler vi til Fynshav og snupper færgen til Ærø. Vi skulle gerne slutte dagen i Marstal.