30/05/2020

Grus på vejen og i maskinen

Vores sidste cykeldag begyndte kl 10 på Langø i det bedst mulige vejr.
Foran os havde vi 36 km grusvej på toppen af det syd-lollandske dige.
En del store vindmøller stod langs diget, blandt andet her ved Gottesgabe.
Vi var i lang tid de absolut eneste trafikanter på diget.
Her er vi så på en af de meget sjældne selfies.
Det er Lasse og Karens digesommerhus i baggrunden.
Efter to timers cykling holdt vi en times frokost og afslapning, så vi kom lidt i skyggen for den brændende sol.
Det eneste sted, hvor vi skulle dele diget med biler, var ved Kramnitze. Stednavnet stammer fra venderne, som her havde en havn og en landsby for 900-1000 år siden.
5 km vest for Rødbyhavn passerede vi Lalandia (som er corona-lukket).
I det halvdøde og meget kedelige Rødbyhavn gjorde vi et pit stop midt på eftermiddagen ved Dagli'Brugsen ...
... og kørte derefter hen til Rødby Færge station, der ligner noget overgroet Tjernobyl-agtigt.
Det ligner en spøgelsesstation, og det viste sig da også, at vores planlagte tog, hvortil vi havde pladsbilletter, var blevt aflyst et par timer forinden. Alternativ service: Togbus; som ikke medtager cykler !! – Det var jo grus i vores ellers velsmurte maskine.
Efter forhandling med den pragmatiske og venlige togbussemand puttede vi vores cykler og baggage ind i bussens underetage og blev kørt til Nykøbing Falster. Her kom vi og vores habengut endelig på skinner, og efter 3.5 times rejse med DSB kunne vi endelig svinge ind på matriklen i Bagsværd, – efter 581 km på Østersøruten.

29/05/2020

Ø hop

Medens vi denne smukke majmorgen ventede i Marstal havn på færgen, brugte vi lidt tid på Hans Krulls kunstværk til minde om de 84 marstalboere, som mistede livet under 2. verdenskrig. Marstal sogn blev det sogn i Danmark, som led det største tab.
Færgen kom – og gik igen med os ombord.
Det store hvide hus til højre var "Udsigten", hvor vi tilbragte en dejlig aften og nat.
Inden længe tonede Rudkøbing frem for østenden af Langelandsbroen.
Dagens ø nr. 2: Langeland. Rudkøbings bysbarn H.C. Ørsted tog imod på Apotekertorvet.
Vi trillede hen ad Ramsherred, en af Rudkøbings mange hyggelige gader ...
... og kørte tværs igennem Ørsted-parken, hvor de lokale grønfrø-hanner i dammen kvækkede på livet løs.
To ellert-limousiner dannede fortrop for os ud gennem Rudkøbings nordlige forstad.
Ude på landet var der så dejligt, den knæhøje persille stod i blomst, og svalerne kvidrede.
. . .
Nå, inden vi vidste af det, kørte vi ombord på færgen i Spodsbjerg og satte kursen over bæltestedet til Tårs på Lolland; dagens ø nr. 3.
Efter 15 kilometer på lande-, mark-, grus- og skovveje nåede vi Nakskov ...
... hvor vi købte mad til resten af dagen og i morgen.
Derefter endnu 15 km på en lækker, men øde grusvej på diget langs Nakskov Fjords sydside.
Ja, Lolland er flad som en flad pandekage !
Dagens etape sluttede på Langø (Dagens ø nr. 4), en idyllisk landsby med en lille aktiv havn længst mod vest på sydsiden af Nakskov Fjord. Langø var en ø, indtil diget i 1870 gjorde den landfast med Lolland.
Efter i alt 48 km har vi nu indlogeret os i Langø i en B&B, der også hedder "Udsigten". Det er huset til højre i billedet.
Og her er udsigten direkte fra det store gavlvindue i vores dejlige logi.
. . .
Vi fejrer på behørig vis denne sidste aften på vores cykel-odyssé under corona-pandamien. I morgen lægger vi ud på den sidste etape, der slutter efter 36 km på togstationen i Rødby Færgehavn. 

28/05/2020

Ær Ø

Under en tindrende forårssol lagde vi Sønderborg bag os ...
... og nød de velanlagte, brede – og undertiden blomstersmykkede – cykelstier ud af byen.
Turen til Fynshav færgehavn førte os bla. forbi den 900-årige Notmark kirke, som dels er særpræget med sit hærdebrede tårn (der blev bygget som en fæstning til værn mod de hedenske vendere, der i 1100-tallet hærgede de danske kyster) ...
... dels har kirken en ualmindelig smuk præstegård som nabo.
Vi spiste vores friluftsfrokost i Fynshav færgehavn, medens vi ventede på "Ellen", den nye lækre el-færge, som sejlede os til Søby.
Der var meeeget god plads ombord til de ret få passagerer, og vejret var super fint !
Vi steg i land i Søby ved Ærøs nordende og cyklede en zig-zagget rute i det smukke landskab til Ærøskøbing.
Ærøskøbing har mange nuttede brolagte stræder og nysselige små byhuse.
Der gøres meget i at have nydelige hoveddøre i byhusene.
Vi tog et pitstop på Torvet i Æ-købing ...
... og smovsede dansk sommerlagkage til to kopper god kaffe.
Anders Christensen Arrebo levede et interessant liv på Christian den 4.'s tid. Arrebo anses for den danske kunstdigtnings fader. Man bør læse nogle udpluk fra hans barokke levned via dette link da.wikipedia.org/wiki/Anders_Arrebo
Med lagkagen som brændstof cyklede vi de sidste 12 km til Marstal ad den meget skønne cykelrute helt nede ved kysten.
Vi er nu i Hotel "Udsigten" på Rolighedsvej i Marstal og nyder den allerdejligste aftensol over det azurblå Sydhav.
I morgen tidlig tager vi færgen fra Marstal til Rudkøbing, derfra videre til Spodsbjerg og så endnu en færge til Lolland. Vi får se, hvor vi ender, når morgendagen er gået.
. . .
Vi har nu 487 km bag os siden starten i Nyborg.

27/05/2020

Fridag

Vi kunne have ligget på en lade side hele dagen, men kl 10:30 tog vi afsted fra vores pensionat på en afslapningstur langs Sønderborgs Sønderskovs sønderkyst.
Østersøruten er igen lagt gennem et yndigt landskab, hvor brede bøge nær salten østerstrand spejler sig i bølgen blå ... etc etc. Adam Oehlenschläger ville nok have frydet sig over cykelruten.
Via Høruphav, Hørup Kirkeby og Mjang kom vi til hertugbyen Augustenborg. Slottets hovedbygning og en del af byens huse er fra 1770'erne. Den sidste hertug (Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg) og hans emsige lillebror (Frederik Emil August, prins af Nør) forsvandt fra slottet i 1848 og blev efterfølgende dømt for landsforræderi mod Danmark, da de begge iværksatte oprør mod den danske konge. Sidenhen har slottets mange bygninger været brugt som feltlazaret, kvindeseminarium, kaserne og sindsygehospital. Nu holder Landbrugsstyrelsen til i nogle af bygningerne.
Vi fandt et smukt og varmt sted, hvor Augustenborg skov mødte fjorden. Her holdt vi en times pause. Eva læste og Henning fotograferede.
Det her er et snapshot af noget vandkantsdanmark på en forårsdag.
. . .
I morgen torsdag cykler vi til Fynshav og snupper færgen til Ærø. Vi skulle gerne slutte dagen i Marstal.

26/05/2020

Flensborg Fjord på langs

Vi begyndte dagens etape kl. 9:45 med et anerkendelsesværdigt besøg ved grænsekontrollen – dog med fornøden afstand.
Ved Kruså Korsvej står Kongestenen og fire små sten (hvis tekster er ved at blive malet op). Den 12. juli 1920 mødte Kong Chr. X på dette sted flere hundrede skuffede dansksindede flensborgere, som gerne ville hilse på "deres" konge. Chr. X som udtalte "I skal ikke blive glemt" til de fremmødte. De fire små sten er gamle grænsesten fra Kongeå-grænsen; to mærket Kr.Pr. (Königreich Preussen) og to mærket Kr.Dm. (Kongeriget Danmark).
Den smukke kystvej langs Flensborg Fjords nordside er spækket med pragteksemplarer af herskabelige villaer med en formidabel udsigt. Størst og flottest er nok "Monte Video" ved Sønderhav. Den rige købmand Gustav Möller fra Hamborg ejede denne mondæne bolig, som er fra 1889 og opkaldt efter hovedstaden i Uruguay, hvor han var konsul. I 1911 var den tyske kejser Wilhelm 2. på besøg i villaen.
Ud for "Monte Video" ligger Flensborg Fjords to eneste øer: Store Okseø (t.v.) og Lille Okseø. Den 28. oktober 1412 døde Dronning Margrethe 1 af pest ombord på et skib, som havde ankret op ved Lille Okseø. Dronningens lig blev begravet på den lille ø for en kort periode, med derefter blev hun bragt til Sjælland og genbegravet i Sorø Klosterkirke, – for endelig i 1413 som den første kongelige at blive overført til en sarkofag i Roskilde Domkirke.
Der står i Danmark omkring 600 "Genforeningssten" som denne nær Rønshoved. Ofte er mindeteksterne storladne og fyldt med national symbolik. Denne her er så oven i købet "lurmærket".
Hele morgenen havde været tåget, diset og kølig, men kl 11 brød solen igennem og varmede hurtigt landskabet op, netop som vi nåede frem til Gråsten Slot, hvor den velfortjente frokost blev indtaget ved den royale sø vis à vis Dronning Margrethe 2.'s sommerresidens, som p.t. er ved at få en overhaling inden sæsonen.
Det grå/hvide Gråsten.
Langs med Nybøl Nor er der stadigvæk mange teglværker i drift. Her er det Matzens Teglværk, der omsætter undergrundens fede ler til mur- og teglsten.
Ved indgangen til Skovgade ses dette ejendommelige skilt. Her er der sommer hele året, må man tro.
Det er i hvert fald sommerligt lige nu !
På Dybbøl Banke fanger dette obeliskagtige mindesmærke opmærksomheden.
"Finske, islandske, norske og svenske mænd stred som frivillige i kampene 1848-50 og 1864 for Sønderjyllands danskhed" – Det anede jeg ikke!
Dybbøl museet er corona-lukket 14 dage endnu ...
...  men Dybbøl Mølle maler stadigvæk – nymalet og smukt restaureret.
Da det i dag er den 26. maj (og dermed Kronprins Frederiks fødselsdag) flages der med det 36 kvadratmeter store splitflag på den 23 m høje flagstang.
Efter et honnør for prinsen og flaget rullede vi nedad Dybbøl Banke for at indtage Als og Sønderborg.
Valdemar den Store lod Søndre Borg bygge i 1169 som et værn mod Vendernes ødelæggende togter mod det danske rige. Borgen blev senere udbygget og forstærket. I pinsen 1340 blev junker Valdemar gift på borgen med prinsesse Helvig og senere samme år udråbt til konge, dvs Valdemar Atterdag.
Vi har cyklet lidt rundt i Sønderborg på denne herlige eftermiddag og bla. nydt den skønne havnefront.
Nu har vi slået os ned på Kongevej 96 i et ydmygt lille pensionat og har fået et beskedent værelse med udsigt direkte over til Dybbøl Mølle. Kan det blive bedre?
. . .
Har tilbagelagt 410 km på Østersøruten indtil videre. I morgen holder vi en fridag, men vi cykler nok alligevel en tur i lokalområdet.