20/05/2020

Bakke ne å bakke åp

Vi lagde ud på Østersørutens hidtil mest ydmyge sektion ved landsbyen Millinge. Resten af dagen var præget af det sydvest-fynske landskabs store mængde af bjerge, bakker og banker.
Fordelen ved bakkerne er helt klart deres top, for herfra kan man nyde en milevid udsigt. Her er en ud over Faldsled og Helnæs Bugt.
Vi har passeret mange landbrug, men næsten ingen med synlige dyr. Her er dog en undtagelse. Disse øko-grise var meget selskabelige og så ret griseglade ud.
Vi passerede tæt forbi Damsbo herregård, som gav mig minder om tiden med familiens fritidshus i nærheden, hvor Damsbo var genbo. Det var dengang, Piet Hein boede der.
Til min glædelige overraskelse kunne man fra landevejen lige se skorstenen og tagryggen af mine forældres daværende fritidshus i Strandby Skov. Ak ja, det er over 40 år, siden jeg sidst var der, – men skorstenen er stadigvæk rød. Det er Helnæs Bugt og Helnæs ø i baggrunden.
Nå, denne solrige og halvvarme forårsdag blev fejret med et længere frokoststop lige midt i Vandkantsdanmark. 
Brunshuse hedder stedet ved østsiden af Agernæs (som forbinder Helnæs med en dæmning). Der er fred og stille idyl, medens man som mødig pedalatlet strækker benene helt ud og ny'er det.
Lige nord for Agernæs ligger Brydegaard Strand, som faktisk mest er en flad lynghede, der minder fantastisk meget om et eller andet sted vest Jyllands nordvest-kyst.
Så kom vi næsten til Danmarks korteste stednavn: Å.
Vi valgte dog at dreje til højre og cyklede igennem herregården Hagenskov, hvis hovedbygning i ny-klassicistisk stil er fra 1700-tallet. Oprindeligt lå her en meget stor borg, der regnedes for en af Danmarks stærkeste fæstninger. Her blev den berygtede Corfitz Ulfeldt født i 1606.
Efter 46 kilometer op og ned ad bakkerne ankom vi til vores overnatningssted, som ligger langt ude på landet, men dog i nærheden af landsbyen Barløse. Her har vi et hus, en frugthave, en pavillon og en sø helt for os selv; – og vejret er stadigvæk meget dejligt.
- - -
I morgen slutter etapen i Snoghøj i Jylland.